Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K
Att.: Fuldmægtig Anne Nørgaard Simonsen
Hvidovre, den 17. november
2006
Høringssvar vedrørende: Forslag til lov
om ændring af ligningsloven og skattekontrolloven (Forhøjelse af fradraget
for gaver til almenvelgørende foreninger mv. samt obligatorisk indberetning
for disse).
Tak for det modtagne materiale og tak for denne mulighed for
at indgive høringssvar på ovennævnte lovforslag.
ISOBRO har noteret sig, at den nuværende frivillige indberetningsordning
fremover skal være obligatorisk. I forbindelse med at de almenvelgørende foreninger
m.v., der er godkendt i henhold til ligningsloven § 8 A og § 12,3, skal pålægges
indberetningspligt, ser ISOBRO en række problemstillinger, der skal tages
højde for.
Endvidere konstaterer ISOBRO, at sammenfatningen af lovforslagets
økonomiske, administrative og miljømæssige konsekvenser ikke benævner de berørte
foreninger, stiftelser og institutioner, der nu pålægges en ganske betydelig
indberetningsopgave.
På medlemsorganisationernes vegne skal ISOBRO gentage den tidligere
fremsatte utilfredshed med at få denne indberetningsordning gjort obligatorisk,
idet ISOBRO skal pege på følgende problemstillinger, som for hovedpartens
vedkommende tidligere har været drøftet på møder med Skatteministeriet:
-
ISOBRO frygter, at udleveringen af cprnr
er så følsomt, at mange af netop de store donorer vil undlade at yde et
fremtidigt bidrag, hvorved ordningen får den modsatte virkning: i stedet
for at blive et gode for organisationerne, kan det betyde en nedgang i indtægterne
og dermed resultere i en svækket folkelig forankring.
-
En lang række
indsamlingsaktiviteter bliver administrativt tunge for organisationerne,
hvis bidragyderen skal have kvittering. Dette gælder for eksempel ved indsamling
via SMS, via fastnettelefoni, girokort og i forbindelse med landsindsamlinger.
Alternativt er det umuligt for bidragydere at fratrække denne type bidrag.
ISOBRO ved ikke hvor mange bidragydere, der reelt har fratrukket ovennævnte
bidrag, men muligheden herfor eksisterer ikke længere under en indberetningsordning,
da organisationerne i disse situationer ikke har mulighed for at identificere
den enkelte bidragyder på cprnr.
-
Det vil kræve
betydelige administrative udgifter for organisationerne at implementere
en indberetningsordning. ISOBRO har skønnet de samlede omkostninger til
at udgøre ca. 10 mio. kr. Skatteministeren har tidligere sagt, at det faktum,
at ordningen er frivillig, indebærer, at der ikke mulighed for at kompensere
organisationerne for deres omkostninger til implementering. Når ordningen
ønskes gjort obligatorisk, må organisationerne forvente at blive holdt skadesløse,
da ordningen ellers vil belaste administrationsprocenten i en unødig grad,
hvilket jo er et område, som har pressens bevågenhed, og som er medvirkende
til, at medlemmer melder sig ud, og donorer ophører med at give bidrag.
-
Tidsfristen for indberetning den 20. januar
gør det praktisk umuligt at foretage en præcis og dermed afsluttende opgørelse
af den enkelte bidragyders indbetaling af gaver under henholdsvis § 8 A
og § 12,3 for så vidt angår bidragydere, der har aftale om indbetaling af
løbende ydelser som en procentdel af indkomsten.
-
ISOBRO forudser, at en indberetningsordning
kræver politisk drøftelse og stillingtagen i de besluttende organer i flere
organisationer, og at der først derefter kan foretages de fornødne administrative
ændringer. Nogle af disse drøftelser kan for eksempel dreje sig om sondring-en
mellem medlem og bidragyder og om retningslinjer for familiemedlemskaber
mv. Disse forskelligartede støttemuligheder til det almenvelgørende arbejde
berører såvel organisation-ens selvforståelse som kommunikation med bidragyderne
og deraf følgende mulighed for at indsamle midler. Vi opfordrer derfor Skatteministeriet
til at give god tid til disse drøftelser, så tidspunktet for ikrafttræden
udskydes, indtil problemstillingerne er tilstrækkeligt belyst og beskrevet
i samarbejde med de involverede parter. ISOBRO vurderer allerede nu, at
indberetningspligten tidligst bør gælde fra kalenderåret 2009.
-
ISOBRO mener, det er af allerstørste nødvendighed
at blive inddraget i udarbejdelse af kommunikationsplanen fra SKAT. En husstandsomdelt
brochure må være et minimumskrav og dertil kommer en omfattende annoncering
via tv og dagspressen for at nå ud til den enkelte borger.
ISOBRO har noteret sig, at regeringen har fordoblet skattefradraget
for gaver i henhold til ligningslovens § 8 A. Dette hilser ISOBRO naturligvis
velkommen, men skal samtidig gøre opmærksom på, at den indtægtsmæssige virkning
forventes at blive begrænset, da det i forvejen er meget få person-er, som
i dag udnytter det eksisterende loft. ISOBRO er således helt enig med Skatteministeriet
i den store usikkerhed, der hersker omkring skønnet af villigheden til at
forøge donationerne blandt bidragyderne. ISOBRO er af den opfattelse, at omkostningerne
ved at administrere den nye indberetningsordning vil overstige merprovenuet
ved at fordoble skattefradraget. ISOBRO erindrer om, at fradraget jo kun er
af ligningsmæssig karakter.
ISOBRO ser frem til at blive inddraget i det videre arbejde
med kortlægning af konsekvenserne af en obligatorisk indberetningsordning
samt implementeringen af samme.
Med venlig hilsen
ISOBRO
Robert Hinnerskov
generalsekretær